"Lad os tale om tro"
I 2020 begyndte de første tanker om at lave en app, som kunne facilitere samtaler om tro og andre store eksistentielle emner, at rumstere hos flere. Det var allerede dengang tydeligt, at der var en bevægelse i gang i samfundet i forhold til et markant øget ønske om at tale om tro og eksistens.
Det kunne ses i bøger samt i medier, hvor programmer, samtaler og interviews ofte inkluderede spørgsmål om tro. Det kunne ses på højskolerne, hvor fag om eksistens og filosofi oplevede øget tilslutning. Og det kunne ses i almindelige menneskers ønsker og tanker i hverdagen.
Flere undersøgelser har bekræftet tendensen - eksempelvis:
§ 32 procent af danskerne er glade for at tale om tro (YouGov for Kristeligt Dagblad, 2024).
§ 81,9 procent af respondenterne i en stor undersøgelse gav udtryk for, at de havde haft mindst ét stærkt eller meget stærkt eksistentielt eller åndeligt behov i løbet af den sidste måned (ph.d.-projekt fra Syddansk Universitet, 2024).
Idéen om en samtale-app blev præsenteret for en række kirkelige trossamfund, netværk og organisationer fra hele det kirkelige spektrum i Danmark. De fleste valgte at gå med ind i en styregruppe, som skulle stå bag projektet i forhold til form, indhold, lancering med videre.
Undervejs i forløbet blev idéen om en app forkastet til fordel for en hjemmeside, hvor kerneproduktet – som er en række samtalevideoer om eksistentielle emner inklusive forslag til spørgsmål til videre samtale – er tilgængeligt sammen med supplerende materiale.
Hermed er bolden givet op – ”Lad os tale om tro”.